Toyota lancerer nulemissionsbusser i Europa

Det portugisiske busselskab, CaetanoBus, og Toyota har netop annonceret, at de sammen lancerer to nulemissionsbusser i Europa i form af den batteridrevne elbus, e.City Gold, og brintbussen, H2.City Gold.

19-07-2021

Toyota opruster arbejdet med helt at fjerne CO2 fra sine mobiltetsprodukter. Der sker gennem en udvidelse af samarbejdet med det portugisiske busselskab, CaetanoBus, som Toyota har leveret brintteknologi, brinttanke og andre nøglekomponenter til siden 2019. Nu træder de to virksomheder ind i næste fase af det frugtbare samarbejde og er klar til i fællesskab at introducere to helt nye nulemissionsbusser i Europa.

Der er tale om en batteridrevet elektrisk bybus med navnet e.City Gold samt en brintbus med navnet H2.City Gold. De to nye busser lanceres under fælles navn og vil bære CaetanoBus-navnet fortil og bagtil samt Toyotas karakteristiske elipseformede logo foran og Toyota-navnet bagest på busserne.

I det seneste år har det portugisiske busselskab styrket sin internationale tilstedeværelse med øget salg af nulemissionsbusser i hele Europa. Væksten afspejler den stigende anerkendelse af CaetanoBus’ tekniske kunnen og deres banebrydende teknologi til nulemissionsprodukterne på det stærkt konkurrenceprægede europæiske busmarked.

"Med den fælles branding både styrker og udvider vi det mangeårige partnerskab med Toyota til at omfatte hele nulemissions-busbranchen. Dette giver os begge mulighed for at demonstrere på den ene side vores tekniske kunnen og komplementære teknologi og på den anden side vores mål om helt at fjerne udledningen af CO2," siger José Ramos, der er adm. direktør hos CaetanoBus.

Brinttankene i H2.City Gold brintbussen rummer 37,5 kg brint, hvilket giver en rækkevidde på 400 km. Det tager under ni minutter at tanke brintbussen op. Det gør den særdeles velegnet til kørsel over længere strækninger og i længere tid. Brintbussen viser for alvor de to selskabers evne til at forene deres teknologier og ekspertise på optimal vis og er første tiltag i CaetanoBus’ og Toyotas fælles branding af emissionsfrie busser, som også rummer den batteridrevne elektriske bybus e.City Gold med en batterikapacitet på 420 kWh og en rækkevidde på 300 km.

Toyota styrkede senest partnerskabet med CaetanoBus i december i fjor, hvor man blev direkte aktionær og altså dermed også medejer af CaetanoBus.

”Vi har stor tillid til vores seneste investering i CaetanoBus og vores mangeårige partnerskab, hvilket understreges af den nye fælles branding af nulemissionsbusser. Men det understreger også, hvor vigtigt det er for Toyota at udvikle nulemissionsmobilitet ud over biler på vores vej mod at blive CO2-neutrale,” lyder det fra Matt Harrison, der er øverste chef for Toyota i Europa.