Toyota viser brintdrevet GR Yaris
Det er under et år siden, at Toyotas motorsportsafdeling, TOYOTA GAZOO Racing, introducerede GR Yaris. Nu tager mobilitetsgiganten den roste og prisvindende miniracer et skridt videre og viser en brintdrevet udgave, der kører stort set emissionsfrit ved hjælp af en modificeret forbrændingsmotor. Samtidig bevarer Toyota ved brugen af den brintdrevne forbrændingsmotor de akustiske og sensoriske karakteristika, man kender fra den oprindelige benzinmotor.Tirsdag den 14. december 2021
Superlativerne har stået i kø fra biljournalister over hele verden inklusive Danmark over Toyotas højpotente, firehjulstrukne miniracer, GR Yaris. Den japanske mobilitetsgigant har netop vist en helt ny konceptbil af GR Yaris med brintdrevet forbrændingsmotor.
Konceptbilen går under navnet GR Yaris H2, hvor H2 er den kemiske betegnelse for brint. Den deler mange fællestræk med Toyotas brintdrevne flagskib, Toyota Mirai, der blev introduceret tidligere i år i en helt ny, anden generation med en rækkevidde på 650 km og ingen anden udledning end vand under kørslen.
Den brintdrevne miniraket, GR Yaris H2, lukrerer på samme form for brint og brinttank såvel som påfyldningsproces, som man finder i Mirai. Men derfra stopper ligheden. For mens Mirai opnår fremdrift via en kemisk reaktion i en såkaldt brændselscelle, der omdanner ilt fra luften og brint fra tanken til strøm, gør GR Yaris H2 brug af en helt ny type forbrændingsmotor. Resultatet er et minimum af udledning endda uden at gå på kompromis med minirakettens i forvejen sportslige kendetegn og præstationer.
Begyndte udviklingen i 2017
Toyota begyndte udviklingen af den brintdrevne forbrændingsmotor i 2017, og selv om teknologien stadig befinder sig på et tidligt udviklingsstadie, forhindrer det ikke Toyota at teste teknologien til fulde. Faktisk er Toyota allerede tyvstartet lidt med modellen Corolla Sport, der er en motorsportsudgave af Corolla, som har deltaget i japansk langdistance race.
Den udgave er ligeledes udstyret med en brintdrevet forbrændingsmotor og har allerede opnået flotte resultater inden for japansk motorsport trods den uprøvede teknologi.
”Japans bilindustri skal lykkes med at producere personbiler. Derfor skal bilproducenterne deltage i motorsport for at kunne teste deres køretøjers holdbarhed og ydeevne. Med konkurrence følger fremskridt såvel som begejstring hos bilfans. Målet med racerløb er ikke blot at tilfredsstille vores nysgerrighed, men snarere at muliggøre udviklingen af den japanske personbilindustri,” udtalte grundlæggeren af Toyota Motor Corporation, Kiichiro Toyoda, i marts 1952.
Brint i stedet for benzin
Netop den brintdrevne forbrændingsmotor er en interessant udvikling i den japanske bilindustri. De brintdrevne koncept-racerbiler, GR Yaris H2 og Corolla Sport, er begge udstyret med den samme kraftfulde G16E-GTS, 1.6-liters, trecylindrede, turboladede rækkemotor, som findes i standardudgaven af GR Yaris, og som sender bilen af sted fra 0 til 100 km/t. på blot 5,5 sekunder. Motorens brændstofforsyning er dog modificeret, så man kan benytte brint i stedet for benzin som brændstof.
Brint forbrændes hurtigere end benzin, hvilket betyder hurtigere reaktionsevne. Samtidig leverer brinten også et nænsomt miljømæssigt aftryk under kørslen helt i tråd med Toyotas mål om at være CO2-neutral på verdensplan senest i 2050 og i Europa allerede i 2035. Brintforbrændingen i motoren gør ydermere, at køreoplevelsen af mange vil opleves sjovere, da det både lydmæssigt og følelsesmæssigt minder fuldstændig om en traditionel benzinmotor.
Toyotas mål om at være CO2-neutral i fremtiden betyder, at koncernen har styrket sine indsatser inden for en række områder bl.a. ved at fremme brugen af brint både i køretøjer og i andre produkter drevet af en brændselsceller. Brugen af brint i forbrændingsmotorer i motorsport er et skridt mere på vejen mod et endnu bedre brintbaseret samfund.