Toyota giver batteritryghed på op til 1 mio. km

Når Toyota introducerer sin første dedikerede elbil, bZ4X, i Danmark til juni, spiller mobilitetskoncernens mangeårige erfaring med udvikling af batterier særligt positivt ind. Toyota lover nemlig, at batteriet efter hele 10 års brug eller op til 1 mio. km’s kørsel – alt efter, hvad der kommer først – som minimum stadig har 70 procent af sin oprindelige kapacitet til rådighed.

Dermed er man som ejer af Toyotas elbil altså sikret en god rækkevidde selv efter adskillige års og kilometers opladninger.

Torsdag den 24. februar 2022

Toyota stempler i juni umiddelbart før sommerferien for alvor ind på elbilsmarkedet i Danmark. Det sker, når koncernens første dedikerede elbil, der får navnet Toyota bZ4X, står klar hos Toyota-forhandlerne over hele landet.

Modellen er den første af flere fuldt elektriske biler under Toyotas helt nye elbilsmærke, bZ, der er en forkortelse af "beyond Zero". Toyotas nye elbilsmærke skal bidrage til koncernens mål om ingen CO2 i hele bilens livscyklus, men går videre end blot at levere nul emissioner. Elbilsserien skal nemlig også levere køreglæde, høj sikkerhed og nye mindeværdige oplevelser såvel i bilen som online og i hverdagen generelt.

Toyota har i udviklingen af bZ4X kunnet læne sig op af 25 års praktisk erfaring med elektrificering, der for alvor tog fart med introduktionen af verdens første serieproducerede hybridbil, Toyota Prius, i 1997. Netop denne mangeårige erfaring skaber grobund for en elbil i klasseledende, vanlig høj Toyota kvalitet, holdbarhed og ikke mindst pålidelighed.

Toyotas tiltro til teknologien

Tiltroen til teknologien er derfor stor hos Toyota, der lover, at batteriet i den nye elbil efter op til 10 års brug eller hele 1 mio. km's kørsel – alt efter, hvad der kommer først – som minimum stadig har 70 procent af sin oprindelige kapacitet til rådighed.

Det betyder, at man som ejer af den nye bZ4X altså ikke skal bekymre sig om større kapacitetstab i batteriet og dermed heller ikke om en markant lavere rækkevidde med tiden.

Det eneste krav for at sikre sig denne batteritryghed på Toyota bZ4X er, at man lægger vejen forbi et autoriseret Toyota-værksted og får udført service efter forskrifterne. Så får man samtidig helt automatisk foretaget et batterihelbredstjek, hvilket sker uden meromkostninger.

Op til ti års serviceaktiveret garanti

Meldingen om batteritrygheden for Toyotas nye elbil kommer kun få måneder efter introduktionen af et helt nyt garantikoncept for alle Toyota-modeller, uanset om det er benzin, diesel, hybrid, plug-in hybrid, el eller brint. Konceptet bærer navnet Toyota Relax og giver op til ti års serviceaktiveret garanti eller 160.000 km – alt efter, hvad der kommer først.

Ejer man en Toyota, der er under ti år gammel, vil man blot ved at få den serviceret på et autoriseret Toyota-værksted kunne slappe helt af og ikke bekymre sig om uforudsete store udgifter for at holde sin bil kørende. Den serviceaktiverede garanti gælder endda ikke kun fabriksnye biler, men dækker også brugte biler, der ikke længere er omfattet af fabriksgaranti, og som måske endda heller ikke har overholdt service-intervallerne – enten fordi de måske kun har været til service engang imellem, eller måske fordi de ligefrem aldrig nogensinde har besøgt et Toyota-værksted.

Alle disse biler vil med et enkelt serviceeftersyn på et autoriseret Toyota-værksted kunne få aktiveret garantien uanset bilens tidligere ejerskab, servicehistorik, eller om bilen er fx fire, syv eller ni år gammel, så længe bilen har kørt under 160.000 km og er under ti år gammel.

Størst mulige tryghed

Først med Toyota Relax og nu med op til 1 mio. km’s batteritryghed på bZ4X tager Toyota et nyt og opsigtsvækkende skridt – udelukkende for at sikre bilejerne den størst mulige tryghed.

Toyotas helt nye elbil, bZ4X, er på flere måder opsigtsvækkende. Indvendigt fremstår bZ4X som en særdeles rummelig og åben SUV, mens bilens skarpe og kraftfulde udvendige design fortil kan minde om udseendet på en hammerhaj.

Derudover kan den fås med enten forhjulstræk med en 150 kW elmotor på 204 hestekræfter og et drejningsmoment på 265 Nm eller firehjulstræk med to separate 80 kW elmotorer på for- og bagakslen med en samlet systemydelse på 218 hestekræfter og et drejningsmoment på 336 Nm. Det giver en acceleration fra 0 til 100 km/t. på 6,9 sekunder. Alle tallene er foreløbige, da bilen fortsat venter på den endelige typegodkendelse.

Rækkevidde på over 450 km

Rækkevidden er et vigtigt parameter for elbilskunder, og det 71,4 kWh store lithium-ion batteri giver en forventet rækkevidde på over 450 km ifølge WLTP-målemetoden. Den præcise rækkevidde offentliggøres, så snart bilen er endelig typegodkendt.

Det vandkølede batteri i bZ4X kan ved hjælp af en 150 kW lynoplader oplades fra 0 til 80 procent på blot 30 minutter, hvis man ikke lige har tid til at benytte sig af den indbyggede, tre-fasede, 11 kW oplader.

Salget af Toyotas nye elbil, bZ4X, der er næsten 10 cm længere end mærkets populære SUV, RAV4, er endnu ikke startet i Danmark. Det er dog muligt at skrive sig op med sin emailadresse, så man automatisk får besked, når Toyota åbner for salget og onlinereservationer i løbet af foråret. Det kan gøres her »